drupal hit counter

View My Stats
Erik Rønholts hjemmeside
Mine første biler 
1 Chevrolet

Min allerførste bil købte jeg for en slik hos en forhandler i Jyderup i 1965.
Den skulle senere vise sig at blive et dyrt bekendtskab med istandsættelse og ikke mindst vedligeholdelse, men jeg havde megen glæde af den.
Det var en Chevrolet Coupé fra 1930, som jeg i adskillige år kørte rundt i til daglig.

Bilen havde rigtige afviservinger osv, men dens svaghed var, at den havde mekaniske bremser, hvilket var nooget rigtigt møg, og konkurrenten Ford var da også i 1930 gået over til hydrauliske bremser.
2 Chevrolet
 
Min næste bil var også en Chevrolet, men den var ikke købt til at køre i. Det var en lidt nyere model, en sedan med et meget smukt karrosseri, men den var fuldstændigt rustet op, så jeg købte den kun for at hugge den op og få reservedele til den første Chevy – og reservedele fik jeg godt brug for i de næste år, så det var et nogenlunde fornuftigt køb. Motoren var nemlig stort set den samme.
 
 
 
 
 
3 Neckar Jagst
 
Man skal ikke lade sig narre og tro, at det er en af tidens så populære biler, FIAT 600, man ser på billedet. Det er en Neckar Jagst, som var en tyskproduceret FIAT 600.

Vi købte den hos en brugtvognshandler, som nok var lidt smartere end vi – det var rent ud sagt noget møg.
 
Den var ganske charmerende med soltaget, men det var nu også det bedste ved den bil, og det blev da også kun til et ret kort bekendtskab.

 
 


4 Messerschmidt KR 200

Næste "bil" var en kabinescooter (KR står for Kabinenroller).

I modsætning til andre kabinescootere som Heinkel og BMW Isetta, sad passageren i en Messerschmidt bag ved føreren. Det var ret genialt; jeg havde engang en kollega med ude at køre. Han var et stykke over 2 meter høj, men han sad lige så fint i Messerschmidten, da han sad med et ben på hver side af mig – og med kalechen rullet ned var der jo også højt til loftet.

Det var helt igennem et herligt køretøj, og den bedste bilhandel jeg har gjort. Jeg gav 500,- kr. for den og solgte den året efter for 600,- kr.
Billeder 
Chevrolet Coupé 1930
Chevrolet Sedan 1932
Neckar Jagst 770
Messerschmidt KR 200
Lidt mere uddybende 
Lidt mere om den første Chevrolet

Biltypen hed "Coupé med sæde i bagklap". Det vil altså sige, at til dagligt var der kun kabinen til 2 personer, men ved særlige lejligheder kunne man slå bagklappen ud – lige som Anders And – og så var der plads til 2 personer ekstra. Så rullede man bagruden ned, så man kunne tale sammen.

Chevroletter fra denne tid lignede meget den samtidige Ford A, som var noget mere almindelig – men Chevrolet var meget sejere – og med 6-cylindret motor.

Chevroletten kørte ellers fint – og selv om den havde en kolossal vægt, kunne den køre 115 km/t – men så begyndte den også hurtigt at koge, så der var altid en vanddunk med.

Det var skønt at køre i denne bil, som altid vakte opsigt.

På et tidspunkt fandt jeg ud af, at det krævede for meget at holde en veteranbil i fornuftig stand, så jeg fik en aftale med Ålholm veteranbilmuseum om, at den kunne står der, da museet ikke havde netop denne model.

Senere indså jeg, at jeg aldrig fik tid og råd til at få den hjem igen, så i 1979 blev den solgt på en af museets auktioner – det var en hollænder, der købte den, så måske kan man se den idag et sted i Holland?



Dette var mine 4 første køretøjer.
 
 
 
 
Lidt mere om Messerschmidten
 
Der var mange detaljer ved denne særprægede mellemting mellem en scooter og en bil. Den var nem at parkere, og fantastisk til at fise ud og ind mellem sporvogne og den øvrige trafik i København.
En af de mange geniale ting ved dette køretøj var, at der kun var 4 fremadgear og intet bakgear. Når man skulle bakke, slukkede man motoren og drejede nøglen den modsatte vej, så startede moteren baglæns, og der var 4 gear bagud. Man skulle dog ikke prøve at få den op i 2., 3. eller 4. gear baglæns, da den var ganske ustyrlig når de 2 styrende hjul kom bagest og det faste hjul forrest.
 
Det var et godt brugt eksemplar. Flere gange – f.eks. på Hørsholmmotorvejen – ned ad en lang bakke og i medvind – lykkedes det mig at få speedometeret presset op på 99 km/t, men aldrig op på 100.
 
Når den ikke ville starte (hvilket ofte skete), slog jeg toppen til side og satte mit højre ben ind i køretøjet. Så kunne jeg "skubbe" den i gang ved at køre den som et løbehjul og så springe ombord.
 
Man sagde, at det stort set var cockpittet fra de tyske Messerschmidt flyvemaskiner, der var blevet sat på hjul – men det var nu kun med hensyn til det udvendige design, de mindede om flyvemaskinerne.
Erik Rønholt · Birkedommervej 29 · Vester Egede · 4690 Haslev · forlagetcornelia@mail.dk
Lav din egen hjemmeside med mono.net